Nye millioner og flere varme hænder til ældre

Ældreplejen i Viborg Kommune får et løft på samlet 35 millioner kroner om året.

Der er flere penge og flere varme hænder på vej til de ældre i Viborg Kommune.

Økonomiudvalget fandt i går yderligere 12 millioner kroner, så ældreområdet ender med en betragtelig økonomisk indsprøjtning de kommende år.

Per Møller Jensen er 2. viceborgmester i Viborg Kommune, og han glæder sig over, at kommunens ældre bliver tilgodeset.

- Det betyder, at vi kan fastholde et uændret serviceniveau, og at vi på en række særlige områder, som er udpeget fra statens side, kan forbedre servicen. Så jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi har 35 millioner at gøre godt med, siger Per Møller Jensen.

Knap halvdelen af de 35 millioner stammer fra statens værdighedsmilliard, og de er øremærket såkaldt varme hænder. Resten er taget fra budgettet og kommunekassen.

Til sammen bør de nye ældremillioner gøre en forskel for de ældre borgere.

- Det skulle gerne betyde, at vi får flere varme hænder i yderste led i forhold til kernevelfærden, siger Per Møller Jensen.

Aftalen om de nye millioner til ældreområdet gælder fra i år og frem til 2019.

  • Print
  • Del artiklen: