Nyt håb for energieventyr i Vestjylland

En måneds ekstra frisk fra EU og et aflyst folketingsvalg skaber lettelse hos folkene bag stort vestjysk bioethanolprojekt.

En måneds ekstra frist fra EU - og et aflyst folketingsvalg. Det skaber nyt håb for de storstilede planer om en bioethanolfabrik i Maabjerg ved Holstebro.

- Det er en stor lettelse, at regeringskrisen om landbrugspakken ikke endte med et valg, siger Jørgen Udby, bestyrelsesformand for Maabjerg Energy Center.

Hvis det store bioethanolprojekt skal blive til noget, så kræver det et handlekraftigt Folketing i de kommende uger. Et valg ville have gjort det nærmest umuligt at få de politiske aftaler på plads, inden fristen udløber for EUs tilsagn om en støtte på 293 millioner kroner, siger Jørgen Udby.

Men nu kører arbejdet videre.

- Vi kan fortsætte ufortrødent med at afklare de økonomiske forudsætninger. Det gør vi sammen med de involverede ministerier, og det skulle gerne ligge klar til politisk behandling inden for 14 dage, siger bestyrelsesformanden.

Fristen i forhold til EU er nu ved udgangen af april. Men den politiske aftale i Danmark skal gerne være klar her i slutningen af marts. Spørgsmålet er, om politikerne kan blive enige om at indføre et krav om iblanding af bioethanol i benzinen, hvilket vil skabe et marked for Maabjerg Energy Center.

Hvis det lykkes, så vil bioethanolfabrikken kunne skabe mindst 1000 nye jobs i Vestjylland.

  • Print
  • Del artiklen: