Ordentlig kørsel skal være chefens ansvar

Ifølge Rådet for Sikker Trafik skal chefen gøre mere for at sikre, at medarbejderen kører ordentligt. Rigtig god idé, siger Vestjyllands Vognmandsforening.

Nu skal chefen tage affære for at sikre, at de ansatte kører ordentligt, når de i arbejdstiden kører ud i trafikken.

Det mener Rådet for Sikker Trafik, og den idé møder opbakning hos Vestjyllands Vognmandsforenings formand Poul Jørgensen, hvis medlemmer bruger hele deres arbejdstid på vejene.

Poul Jørgensen er selv vognmand for HV-Transport i Herning, og han har igennem flere år opfordret sine medarbejdere til at køre ordentligt, når de kører i en vogn med firmalogoet på siden:

- Jeg synes, det er utrolig godt. Det er vigtigt, at vi i perioder bliver mindet om det. Sørg nu for det! Gør noget ved det!

Chefens interesse i medarbejdernes opførsel på vejene er en del af kampagnen "Kør bil, når du kører bil"

- Kør ordentligt! Lad være med at lave snørklede overhalinger eller noget andet. Det kan koste menneskeliv, og du tjener ikke ret meget ved det, siger Poul Jørgensen.

- Det er faktisk en god forretning at køre pænt. Vær god ved grejet og spar på CO2, siger han.

Kampagnen har kørt siden 2011, men den henvender sig nu også til kommuner og virksomheder og beder dem om at stille krav til de ansattes kørsel. Det kan nemlig forhindre ulykker, siger projektleder Lisbeth Sahl.

- Virksomhederne har ansvar for, at de biler, som de sender ud i trafikken, ikke bliver involveret i ulykker. Også for at passe på deres medarbejdere.

- Der er mange, der kører mange timer og mange kilometer i løbet af en arbejdsdag. Så hvis vi kan få virksomhederne til at sikre sig, at flere medarbejdere koncentrerer sig om at køre bil, når de kører bil, vil det betyde færre ulykker, siger Lisbeth Sahl.

  • Print
  • Del artiklen: