Politi: Flere bliver snydt af svindlere på Facebook

Der er gode muligheder for opklaring af sager om svindel via køb-og-salg-grupper på Facebook.

Et tilbud er noglen gange for godt til at være sandt.

Midt- og Vestjyllands Politi oplever en stigning i antallet af personer, der bliver snydt i facebook-grupper, der arrangerer køb og salg mellem private.

- Vi ser en hel del anmeldelser af den her type. Det har været støt stigende i takt med, at folk bruger internettet mere og mere, fortæller Jim Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

I en ny sag udgav en person sig for at være en pige fra Sunds, der solgte en ny iPhone på facebook-siden ”Ting til salg i Holstebro”. Det lykkedes personen at franarre 10-11 midt- og vestjyder flere tusinde kroner.

Ifølge ofrene for svindlen virkede facebook-profilen troværdig, idet den ikke var nyoprettet og havde mange venner.

Chancerne for opklaring af den her type sager afhænger helt af omstændighederne, fortæller Jim Hansen.

- Det varierer fra sag til sag, alt efter om det er handel med private i Danmark eller i udlandet, men umiddelbart er der rimeligt gode muligheder for at opklare sagerne.

Af hensyn til efterforskning af denne type sager, vil politiet ikke komme nærmere ind på, hvorfor opklaringsmulighederne er gode, men Jim Hansen opfordrer til, at man selv afhenter de ting, man gerne vil købe.

  • Print
  • Del artiklen: