Politiet viser ny patruljebil frem: Her er plads til meget mere politigrej

Skudsikre veste og andet udstyr betyder, at politiets patruljevogne skal være større.

Midt- og Vestjyllands Politikreds er den første kreds, som tager politiets nye patruljevogn i brug. (Foto: Dr)

Når du ser en patruljevogn i bakspejlet, og den pludselig virker større, så har du set rigtigt.
Politiets nye tjenestevogne har nemlig fået vokseværk.

- Der er mere plads til vores personlige udrustning såsom skudsikre veste, fortæller politikommissær Stephan Weber fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politikredsen er den første i landet, der får den nye patruljevogn, en Volkswagen Touran 2.0 TDI 190 HK.

Udstigning bliver nemmere

De gamle biler af mærket Volkswagen Passat er ved at være fyldt til bristepunktet af politiudstyr, og en større patruljevogn skal forhindre, at politiet skal bruge tid på at køre retur til stationen efter udstyr. Samtidig er den nye vogn højere, hvilket gør udstigningen i bilen nemmere.

- Patruljevognen er en kørende arbejdsplads, så det handler også om arbejdsmiljø og gode ergonomiske forhold, siger politikommissær Stephan Weber.

Et hensyn, som politibetjenten Martin også fremhæver.

- Vi er ude af bilen mange gange i løbet af en dag, så det er dejligt, at den er højere. Især når man har den skudsikre vest på, fylder man mere og er tungere, siger Martin.

I første omgang har politiet bestilt 23 af de nye store patruljebiler.

(Politibetjent Martin ønsker kun at oplyse sit fornavn af hensyn til sin sikkerhed som gadebetjent)