Region erkender: Lange ventetider for flygtninge ikke godt nok

Det kan blive nødvendigt at genåbne et ellers nedlagt behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge for at imødekomme de lange ventetider.

Der kommer flere og flere flygtninge til landet, og mange af dem med traumer som følge af voldsomme krigsoplevelser.

Derfor kan det blive nødvendigt at genåbne behandlingstilbuddet til traumatiserede flygtninge i Viborg. Det mener næstformand i Region Midtjylland, Bente Nielsen fra SF.

Meldingen kommer efter, at P4 Midt & Vest har fortalt, at næste ledige tid til behandling i Holstebro eller Herning er til december, og at 67 personer har stået på venteliste i op til et år.

- Jeg synes slet ikke, at det er godt nok, siger Bente Nielsen.

Begrundelsen for lukningen af satellitfunktionen i Viborg var ellers at styrke Klinik for Traumatiserede Flygtninge i Holstebro og Herning. Køretid til og fra Viborg skulle konverteres til behandlingstid. Det skulle have givet omkring 560 timer mere til behandling om året.

Men når man ser på den lange ventetid, er missionen tilsyneladende ikke lykkedes særlig godt, erkender Bente Nielsen.

SF stemte sidste sommer selv for lukningen.

- Det var en del af spareplanen, som var stor og voldsom. Men hvis noget viser sig ikke at have den tiltænkte effekt, skal man aldrig være større end at man er villig til at kigge på det igen, siger Bente Nielsen.

Hun erkender dog, at finansieringen er et problem og peger også på, at et bedre samarbejde med kommunerne og naboregionerne kan være med til at lette presset.

  • Print
  • Del artiklen: