Samfundsdebattør trækker sig fra Facebook

Historiker og debattør, Michael Böss, tager nu også konsekvensen af den hårde tone på Facebook.

"Fra i dag og resten af året vil jeg ikke længere skrive personlige kommentarer og refleksioner på Facebook. Jeg vil kun dele artikler og faglig information. Jeg gør det i solidaritet med Winni Grosbøll og andre politikere, som dagligt har måttet opleve deres forsøg på at bruge mediet til at føre en lødig politisk debat blive forhånet.”

Sådan skriver Michael Böss, der er samfundsdebattør og historiker, på sin Facebook-side. Han melder sig dermed i koret af offentlige personer, der trækker sig fra debatten på sociale medier. Borgmesteren på Bornholm, Winni Grosbøll (S), valgte for nyligt at gøre det samme.

- Jeg havde håbet, at Facebook kunne være et middel til en ordentlig samtale og diskussion og et plus for demokratiet. Jeg er endt med at konkludere, at debatten på sociale medier er til skade for vores demokrati, siger han.

Han peger især på flygtningedebatten som et emne, hvor tonen er for grov. Han mener, at problemet opstår, når folk sidder med mobilen i hånden og reagerer med deres følelser. Så bliver det ikke et argumenteret indlæg men et følelsesudbrud.

Når meningsdannere som dig trækker sig fra debatten, risikerer vi så ikke, at der til sidst kun er brokkehovederne tilbage?

- Selvfølgelig er det et problem, hvis folk som mig trækker sig ud. Men der er stadig alternativer. Der er steder som her (P4 Morgen red.), hvor man kan deltage. Det tror jeg, at debatten kan blive mere lødig af, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: