Tema Scandinavian Star-ulykken 54 artikler

Scandinavian Star-passager: Lav nu den danske undersøgelse

Elisabeth Odland var med Scandinavian Star under branden. Hun ønsker en dansk undersøgelse.

En af de passagerer, der i sin tid var med på den famøse rejse med Scandinavian Star, ønsker en dansk undersøgelse af forløbet.

- Jeg synes, man burde følge trop og gøre det samme som Norge, siger Elisabeth Odland.

Scandinavian Star brød i brand under en tur fra Norge til Danmark i 1990, og 159 personer omkom. Norge har nu nedsat en kommission for at få belyst hændelsen, og her vil en dansk skibsinspektør fortælle sin version.

Scandinavian Star-ulykken

Natten til den 7. april 1990 udbrød der brand ombord på færgen Scandinavian Star, der sejlede mellem Oslo og Frederikshavn. 159 mennesker omkom. Siden da har der været debat om, hvem der stod bag branden.

Gå til tema

Justitsminister Søren Pind (V) mener ikke, at der er brug for en dansk undersøgelse af sagen, da Danmark allerede har bidraget til efterforskningen.

Elisabeth Odland mener dog alligevel, at Danmark bør foretage sin egen undersøgelse.

- Jeg synes, at vi fortjener at finde ud af, hvad det egentlig var, der skete den gang, og få sat et punktum i sagen på den måde, siger hun.

Elisabeth Odland, der er fra Lem ved Skive, var seks år, da hun i sin tid slap ud i tide fra det brændende skib. Men hun husker mange ting meget detaljeret.

Hun har som så mange andre fulgt med i sagen, hvor den danske skibsinspektør i de seneste dage har taget bladet fra munden og bekræftet flere af de rygter, der har gået om efterforskningen af sagen.

- Personligt er jeg da både vred og ked af det. Det er utroligt, at man kan gå med sådan en viden i så mange år og så ikke stå frem med det. Men jeg er ikke overrasket, for jeg synes, der er rigtig mange luskede ting omkring den her sag, siger Elisabeth Odland.

Turen med Scandinavian Star har sat nogle dybe spor i hendes liv:

- Når jeg er om bord på en færge, så er jeg på vagt, og jeg undersøger mulige veje, jeg kan komme ud, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: