SF: Integrationsminister skal få Marius tilbage til Danmark

I dag afleverer SF'eren 18.024 underskrifter, der beder ministeren hjælpe superstudenten, der rejste ud af Danmark til morgen.

Klokken 6.45 i morges satte den ingeniørstuderende Marius Youbi fra Herning sig på flyet i Billund Lufthavn.

Trods protester og 18.000 underskrifter står udvisningen af ham ved magt, og nu er han på vej tilbage til Cameroun, fordi han ifølge reglerne har arbejdet for meget ved siden af sit studie.

Signe Munk, næstformand i SF, har været med til at samle underskrifterne imod udvisningen ind. Dem afleverer hun i dag til integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), selvom Marius Youbi er rejst fra Danmark.

- Jeg har prøvet hurtigst muligt at få en aftale med Inger Støjberg. Det kunne lade sig gøre i dag. Samtidig vil jeg give hende besked på at få Marius tilbage, fortæller Signe Munk om årsagen til, at ministeren ikke har modtaget underskrifterne før.

Hun mener stadig, at underskrifterne har en værdi, selvom Marius er har forladt landet. Andre er nemlig i samme situation.

Inger Støjberg forklarede før nytår, at hun som minister ikke kan gribe ind i sagen, fordi den ligger i et uafhængigt nævn.

- Hvis det er rigtigt, er det op til hende at kigge på reglerne og den måde, man tolker dem på, siger Signe Munk.

Sammen de Radikale og Socialdemokraterne har SF bedt Integrationsministeriet om en fortrolig redegørelse om detaljerne i sagen. Den skulle komme i dag.

Ministeriet oplyser også, at regeringen senere på året vil fremlægge et forslag til reform af reglerne for international rekruttering. Det gælder også reglerne for udenlandske studerende.

  • Print
  • Del artiklen: