Skoleelever laver musical med flygtninge: Vi forstår hinanden, fordi vi vil

Hestlund Efterskole i Bording byder afviste asylansøgere indenfor. De samarbejder om blandt andet om musical til gavn for både elever og flygtninge.

I år er mucialen på Hestlund Efterskole stykket sammen af oplevelser, som afviste asylansøgere fra Kærshovedgård har fortalt om. (Foto: PRIVATFOTO © (c) privatfoto)

I aften går spændte efterskoleelever og afviste asylansøgere fra Udrejsecentret Kærshovedgård på scenen sammen, når der er præmiere på Hestlund Efterskoles årlige musical, som de i fællesskab har stablet på benene.

- Det er fantastisk at arbejde sammen med nogle mennesker, som man ikke lige møder til hverdag, siger efterskoleelev Marie Dahl Jakobsen.

Musicalen er stykket sammen af oplevelser, som de afviste asylansøgere har fortalt om. Omid Kuchaki, der bor på Kærshovedgård, har været med til at arrangere musical-musikken og skal også selv spille med.

- Jeg er meget glad for at komme hen til efterskolen engang imellem. Jeg kan ikke sidde hele dagen på Kærshovedgård og lave ingenting, siger Omid Kuchaki, der er glad for skolens åbenhed overfor ham og de andre fra centeret.

Musik- og teaterprøverne har stået på i ti dage, og særligt sproget har været en udfordring, fortæller Marie Dahl Jakobsen.

- Vi har brugt lidt dansk, engelsk og tegnsprog, når ordene ikke rækker længere. Vi forstår hinanden, fordi vi begge vil forstå hinanden, siger hun.

Hestlund Efterskole og Kærshovedgård ligger tæt på hinanden, og derfor er det heller ikke første gang, de laver noget sammen.

I sidste uge spillede et hold fra Kærshovedgård og et hold fra efterskolen fodboldkamp mod hinanden. Bagefter spiste de iranske specialiteter til aftensmad - lavet af en kok, der også bor på udrejsecenteret.

Hestlund Efterskoles forstander Johannes Pedersen er glad for, at eleverne møder de afviste asylansøgere.

- Vores elever skal møde den virkelighed, der er. De skal forstå, hvordan er det at være på flugt, hvad vil det sige at være afvist og skulle sendes ud af Danmark. Det er vigtigt, at vi forholder os til, at nogen er i den situation, fortæller Johannes Pedersen.

Eleverne og beboerne på Kærshovedgård har brugt 10 dage på at lave musicalen. (Foto: Thomas Kloster Ulriksen)