Tema Overenskomst 2017

Slagteri-tillidsmand: Frustrerende med et ja efter vores kæmpe-nej

Utilfredsheden brød ud i lys lue blandt de strejkende på Danish Crown i Herning.

- Tallene fortæller med al ønskelig tydelighed, at der er noget, der er gået helt galt, siger fællestillidmand på virksomheden Kurt Høi.

På svineslagteriet Danish Crown i Herning stemte 686 imod den vedtagne LO-overenskomst for privatansatte - kun otte stemte for.

For alle medlemmerne af Fødevarforbundet NNF, der tæller slagteriarbejderne, var nej-procenten helt oppe på 98.

Derfor strejker de ansatte fredag i protest mod, at overenskomsten blev vedtaget alligevel med et flertal på 57 procent af LO-medlemmernes stemmer.

- Tallene fortæller med al ønskelig tydelighed, at der er noget, der er gået helt galt, siger fællestillidmand på virksomheden Kurt Høi.

Uenigheden handler om, at arbejdsgiverne kan beordre medarbejderne til at have en times overarbejde hver dag - eller en arbejdsuge på op til 42 timer.

- Vi har da forsøgt lavet en aftale om, at arbejdsgiveren ikke bruger muligheden mere end højst nødvendigt. Men det er da en kniv i såret, at det bliver en del af mæglingsskitsen, i stedet for at man får forhandlet noget løn til kollegerne.

Slagteriarbejdere over hele landet strejker fredag, som er en sårbar dag for Danish Crown og Tican i Thisted.

Grisene er nemlig blevet ekstra tykke i påsken, hvor slagterierne har ligget stille, og derfor har det skullet gå stærkt med at få indhentet efterslæbet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.