Smartphone-svindler lokker penge ud af folk via Facebook

En svindler har snydt op mod 11 personer til at købe en smartphone via en Facebookgruppe.

De troede, at de købte en brugt smartphone af en sød pige fra Sunds. I stedet fik de en lang næse og mistede tusindvis af kroner.

10-11 personer er blevet snydt af den samme sælger via Facebooksiden "Ting til salg i Holstebro".

Line Fogh Jensen på 19 år fra Lemvig aftalte i mandags at betale 1600 kroner for en telefon via betalingsservicen MobilePay. Til gengæld ville sælger, en 21-årig kvinde fra Sunds, sende den med det samme med Post Danmarks "track and trace"-service, så det var muligt at følge pakken. Men efter pengene var overført, hørte hun aldrig mere.

- Jeg vil ikke handle med private personer over nettet igen, lyder det fra Line Fogh Jensen, der har meldt sagen til politiet og kontaktet sin bank.

Et veludført fupnummer

Frederik Krupka Kornbech Larsen på 27 år fra Viborg har været i kløerne på samme svindler-profil.

- Profilen var meget troværdig. For at være på den sikre side aftalte vi, at jeg startede med at overføre halvdelen af beløbet, og når jeg modtog pakken, skulle jeg så betale den anden halvdel, fortæller Frederik Krupka Kornbech, der efter at have overført pengene aldrig hørte fra sælgeren igen.

I følge Frederik Krupka Kornbech virkede sælgeren meget troværdig, da han tjekkede vedkommende på Facebook. Det var en yngre kvinde fra Vestjylland, og der var flere profilbilleder, og hun havde over 250 venner. Profilen var ikke nyoprettet, og derfor troede Frederik Krupka Kornbech, at han var i gode hænder.

- Det var godt stillet op af den person, der står bag det her fupnummer, siger Frederik Krupka Kornbech.

Politiet vurderer, at der er gode chancer for at opklare sagen. Der er nemlig betalt via betalingsappen MobilePay, og der er brugerne oprettet med CPR-nummer.

  • Print
  • Del artiklen: