Smid buffetmad i maven i stedet for i skraldespanden

En ny app kaldet Too Good To Go sørger for, at buffetrester kan sælges billigt før lukketid.

En ny buffet hver dag med 30 forskellige retter.

- Der er i hvert fald altid rester tilbage. Så vi plejer at smide det ud eller spise, det vi kan selv, siger Kelly Hu. Hun er tjenerchef og datter af indehaveren af Fuzhou Restaurant i Holstebro.

Siden mandag har de været en del af Too Good To Go. Det er et koncept, der går ud på at mindske madspild fra de restaurationerne. Ifølge stifterne bliver der smidt for meget mad ud herhjemme.

Tal fra Miljøministeriet viser, at der bliver smidt 700.000 ton mad ud hvert år, som kunne være spist. De 29.000 ton kommer fra hoteller og restauranter.

Madspild er yt

- Vi er simpelthen for sløsede her i Danmark og resten af Europa. Mad har ingen betydning for os, siger Stian Haanes.

Han og tre andre venner har stiftet Too Good To Go, som er en hjemmeside og app til telefonen.

- Vi er nødt til at gå forrest og vise, at vi ikke vil være med til det her spild. For der er ufattelig meget spild, siger Stian Haanes.

"Vi er simpelthen for sløsede her i Danmark og resten af Europa. Mad har ingen betydning for os"

Stian Haanes, medstifter, Too Good To Go

Restauranter kan tilmelde sig Too Good To Go, og skrive når de har mad tilovers. Derefter kan man købe en boks, man kan fylde op på restauranten og tage med hjem.

- Restauranterne får god samvittighed, plus de får nogle flere penge, forklarer Stian Haanes.

Stian Haanes og vennerne bag tjener typisk et par kroner per boks, men indtil videre er der ikke penge i det.

- Vi kommer ikke til at tjene penge det første lange stykke tid, men vi håber i fremtiden, at det kommer til at give noget, siger Stian Haanes.

27 med og flere på vej

Indtil videre er 27 restauranter tilmeldt Too Good To Go siden begyndelsen for en uge siden.

"Første gang vi hørte det, så sagde vi ja med det samme. For det er en meget god idé"

Kelly Hu, tjenerchef, Fuzhou Restaurant

Hos Fuzhou i Holstebro var der ikke, den store betænkningstid, da de blev spurgt, om de ville være med.

- Første gang vi hørte det, så sagde vi ja med det samme. For det er en meget god idé, siger Kelly Hu.

Siden i mandags har restauranten solgt 15 ét-liters madbokse, som ellers skulle være blevet smidt ud.

- Folk synes, det er en god idé. Der er rigtig mange studerende, der ikke får mad til den pris til hverdag. Så kan de bare købe den om aftenen, fortæller Kelly Hu.

En boks koster typisk mellem 20 til 45 kroner og kan købes lige inden lukketid.

  • Print
  • Del artiklen: