Sognepræst: Skive-imam er en modig mand

Præst Erik Ladegaard er imponeret over imam Mohamad Jammals nej til vold mod kvinder.

- Der vil være folk i hans bagland, der også vil rette et kritisk lys mod ham, siger Holstebropræst Erik Ladegaard om Skive-imamen Mohamad Jammal.

De to har i fællesskab skrevet en pjece, der tager skarpt afstand fra vold mod kvinder.

- Vi tager afstand fra enhver tolkning af biblen og koranen, der berettiger til vold mod kvinder og børn, uanset om der er tale om fysisk eller psykisk vold, udstødelse af familierne eller tvangsægteskab, står der blandt andet i pjecen.

Det er første gang det er lykkedes for en præst og en imam at arbejde sammen om et sådant budskab. Senest i oktober sidste år mislykkedes et lignende projekt i København.

Alligevel synes Erik ladegaard, at det har været nemt at diskutere de svære emner med Mohamad Jammal.

- Jeg glæder mig over, at det er muligt for en imam at læse det her ud af sin religiøse tradition i korancitater og hadidfortællinger. Det er jo stærkt netop i de her dage, siger han.

Selv siger Mohamad Jammal, at han tror, at pjecen bliver en stor hjælp for kvinderne.

- Nu kan de læse og se, hvad det er for nogle rettigheder, de har, og de rettigheder har altid været der. Altså, de skal ikke finde sig i at leve et liv, hvor de er ledet af vold og talt ned til, forklarer han.

  • Print
  • Del artiklen: