Spar 25% af din elregning

Et testforløb viser, at familier i gennemsnit kan spare 25% af deres elregning ved at ændre deres vaner.

(Foto: Helge Røjle © DR)

Det sidste halve år har 13 jyske familier været med i et spareforsøg hos forsyningsselskabet EnergiMidt. Testfamilerne har sparet hele 25 procent på strømmen i snit.

- Det er gået langt over forventningen, siger kommunikationsmedarbejder Anne Brandborg.

EnergiMidt havde selv forventet at forsøgsfamilierne kunne spare 10% på strømmen, men resultatet viste sig altså at være bedre.

- Det har vist sig, at når først familierne har fået fokus på deres elforbrug, så er der rigtig meget at spare, siger Anne Brandborg.

LÆS OGSÅ Gode råd: Sådan undgår du ubehagelige elregninger

Gode vaner er nøglen til lavere elregning

Det øgede fokus på elforbruget har gjort familierne opmærksomme på deres vaner, som så er blevet ændret til det bedre.

Lars Landbo er én af testdeltagerne og vil gerne holde fast i sine nye vaner.

- At bryde de dårlige vaner har været helt essentielt, siger han.

I dag tænder han først lyset, når det er nødvendig og husker altid at slukke det efter sig. Han forventer, at besparelserne er varige, fordi han er blevet opmærksom på, hvilke ændringer i dagligdagen, der sænker elforbruget.

Hvor er der mest at spare?

- Udfordringen er nu at finde ud af, hvordan vi kommer endnu længere ned i forbrug, siger han.

Anne Brandborg er ikke i tvivl om, hvilket apparat der er den største strømsluger i familiehjemmene.

- Det er helt klart tørretumbleren, der bruger mest strøm og lettest kan undværes. Nu går vi jo også en god årstid i møde, så mit råd er, at man skal bruge tørresnoren i stedet for tørretumbleren, siger Anne Brandborg.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.