Store prisforskelle på tandkroner fra tandlæge til tandlæge

Visse tandlæger har specialiseret sig i at sætte kroner i til fast lavpris

Der er stor forskel på, hvor mange penge du skal have op af pungen, alt efter hvor du går til tandlæge.

En metal- og porcelænskrone på en stor kindtand i undermunden - kan koste lige fra 3000 kroner for den billigste og op til 7000 kroner som det dyreste.

Det viser gennemgang af tandlægepriser på sundhed.dk.

Formand for Tandlægerne i Midtjylland, Lars Rasch, siger, at der er flere årsager til prisforskellene:

- For eksempel afhænger prisen meget af, hvor tandlægen får tanden produceret. Hvis man vælger et dansk laboratorium, vil prisen alt andet lige være lidt højere. Hvis man vælger et typisk lavprisland, som for eksempel Kina, vil prisen ofte være lidt lavere, siger Lars Rasch.

Legeringen på tanden, tandlægens grad af specialisering og omkostninger til ting som husleje og personalelønninger er også med til at rykke ved prisen.

- Desværre er det ikke sådan, at pris og kvalitet nødvendigvis hænger sammen. Man kan sagtens få lavet en billig krone, som er fuldstændigt i orden. Så nemt er det desværre ikke. Så man skal gå til en tandlæge, man har tillid til, mener Lars Rasch.

Også ifølge Forbrugerrådet Tænk er det vigtigste, at man skal have tillid til sin tandlæge.

Men særligt ved større operationer er det oplagt at tjekke priserne hos andre tandlæger.

En af de tandlæger, som har specialiseret sig i at isætte tandkroner til fast lavpris, er Rune Skou fra Thisted.

Hos ham koster en tandkrone 4.000 kroner, og det er en fast pris.

- Det handler om at gøre et grundigt forarbejde. Hvis man har undersøgt de enkelte dele af behandlingen godt, er det ikke et problem at tilbyde en fast lav pris, siger Rune Skou.

  • Print
  • Del artiklen: