Storken er for første gang i år flyttet i rede i Danmark

En ung storkehan, har slået sig ned i en rede i Øby, øst for Viborg.

I weekenden blev de første storke set i Danmark i år. Søndag blev to storke set i Esbjerg, og lørdag blev der rapporteret en stork ved Vidåen i Sønderjylland. Men den unge hanstork i Øby er den første, der har slået sig ned i en rede i år. (Foto: Lars Mogensen)

Den første stork, der har slået sig ned i Danmark i år, har udset sig en rede i Øby, øst for Viborg.

Det er en ung storkehan, som ankom midt på eftermiddagen onsdag.

- Det her er rigtig, rigtig, rigtig godt! For lige netop Øby er et sted i Danmark, som har stort potentiale for føde til storken. Så det kunne faktisk ikke være bedre, siger Mogens Lange Pedersen, som for få dage siden var med til at gøre flere storkereder i området klar.

I videoen herunder kan du se, hvilken udsigt, der mødte storken, da den kom til Øby.

Inden den unge stork udvalgte sig sin rede, var den på en hurtig rundtur til de andre storkereder i både Øby og Torsager. Den fik sig også et eftermiddagsmåltid i den frodige ådal.

Storkehannen er den samme, som boede i Øby sidste år. Den er kommet så tidligt, at den formentlig ikke har været så langt væk i vinter, formentlig den ibiriske halvø.

Det mener Jess Frederiksen, der er formand for Storkene.dk, som arbejder for at få storken tilbage til Danmark.

- For at sige det pænt: Den er møgbeskidt på brystpartiet. Det tyder på, at den har gået på en af de store, åbne lossepladser, som de har nede i Spanien, siger han.

(Foto: Lars Mogensen)

Den rede, storkehannen har valgt, er et populært sted. Det var nemlig også den rede, som samme stork slog sig ned i sidste år sammen med sin mage. De udgjorde et af kun tre storkepar i Danmark i 2016.

Hvis du vil se storken i Øby:

- Alle er velkomne til at komme og se storken i Øby, men vis respekt.

- Hvis du vil tage et billede af den, så hold lidt afstand og prøv at lade være med at genere den.

Jess Frederiksen, formand, storkene.dk

Om hannen får følgeskab af sin mage igen i år, er ifølge Mogens Lange Pedersen endnu for tidligt at sige, for det er en lang og farlig rejse fra syden til Danmark.

- Men én ting er sikkert: Den stork, vi venter på, ved, hvor den skal vende tilbage til, siger han.

Sidste år kom der ingen storkeunger i Øby, selvom der både var en han og en hun. Men i år er chancerne for storkeunger meget større, hvis hunnen ellers snart indfinder sig, forklarer Jess Frederiksen:

- De kommer jo på det rigtige tidspunkt, så de kan nå at yngle i år. Sidste år kom de først i juni måned, og det var alt for sent.