Syrobot skal hive outsourcede arbejdspladser hjem

Et nyt sylaboratorium i Ikast skal genskabe nogle af de job, som er flyttet til Asien.

Et sylaboratorium er flyttet ind i Ikast-virksomheden Claire Groups gamle produktionslokaler, hvor ti iværksættere vil producere tøj fra idé til færdigt produkt. (Foto: Natacha Tjørnholm- DR)

Det kostede 20.000 arbejdspladser, da syerskernes arbejde i 1990'erne blev outsourcet til asiatiske lande, hvor lønnen var meget lavere. Nu skal nogle af arbejdspladserne hjem igen med et nyt sylaboratorium i Ikast.

Visionen er 3-5000 arbejdspladser, fortæller direktør Betina Simonsen fra innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster, som står bag Sylab-projektet, der officielt åbner på mandag.

Sylab er flyttet ind i Ikast-virksomheden Claire Groups gamle produktionslokaler sammen med en syrobot. Når robotten er færdigudviklet, kan den være med til at reducere lønomkostningerne, så det igen bliver rentabelt at producere tøj i Danmark.

Specialkollektioner skal syes i Danmark

Men det bliver en helt anden type arbejdspladser. Ti iværksættere er klar til mindre specialproduktioner, som det ikke kan betale sig at få syet i udlandet.

- Medarbejderne kommer til indgå i processen fra idé til færdigt produkt. Den rutinemæssige syning håber vi robotten på sigt kan klare, siger Betina Simonsen.

Marketingsdirektør i Claire Group Nikolaj Hust ser Sylab som en hjørnesten i modeindustriens øgede fokus på bæredygtighed.

- De store mængder tøj vil stadig blive produceret i fjernøsten, men ekspres- og prøvekollektioner kan vi lave her i Danmark, siger han.

Styrelsen for Forskning og Innovation har støttet Sylab med 2,8 millioner kroner. Herning- og Ikast-Brande Kommune har støttet med hver 50.000 kroner.