Teleindustrien klager over vestjysk kommune

Superhurtigt internet til alle husstande lyder godt. Men det skal foregå efter reglerne. Nu klager teleindustrien over Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ringkøbing-Skjern Kommune har investeret 70 millioner. kroner i fiberbredbånd. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Teleindustrien i Danmark klager nu over Ringkøbing-Skjern Kommune.

Teleindustriens direktør Jakob Willer er utilfreds med kommunens svar i sagen om en stort anlagt fiberbredbåndsaftale i Ringkøbing-Skjern.

- De er på ingen måde hjælpsomme med at skabe gennemsigtighed for os, siger direktøren.

Derfor klager han nu til Statsforvaltningen over kommunens svar.

- Det afgørende er, at de ikke bruger skattekroner på at skævvride markedet, siger Jakob Willer.

Ringkøbing-Skjern og Energi Midt indgik i november en aftale om at sikre fiberbredbånd til alle kommunens husstande. Kommunen investerer 70 millioner kroner.

- Men ifølge EU's regler må der kun bruges skattekroner på bredbånd, hvis man forinden har kortlagt de eksisterende bredbånd og lavet en høring blandt teleselskaberne, siger Jakob Willer fra Teleindustrien.

- Man risikerer at gøre mere skade end gavn med offentlige tilskud, hvis man dermed fortrænger private investeringer i bredbånd. Derfor er det meget vigtigt, at alting foregår efter reglerne, siger han.

Også firmaet Airnet har klaget over kommunens bredbåndsaftale.

- Airnet leverer allerede trådløst bredbånd til store dele af kommunen, men vi er ikke blevet hørt, siger direktør Søren Jørgensen fra AirNet.

I Ringkøbing-Skjern Kommune siger kommunikationskoordinator Jesper Lemming, at man nu afventer Statsforvaltningens behandling af klagen, men ikke har yderligere kommentarer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.