Tyskerne kommer: Udlejning af sommerhuse slår rekord

Midt i den kolde vinter er der allerede udsigt til rekordår for dansk feriehusudlejning.

Er du træt af kulden, så tænk på sommeren.

Det er der allerede mange, der gør. Udlejningen af feriehuse i Danmark ser ud til at slå rekord i den kommende sommer.

Hos landets største feriehusportal Cofman.com i Herning har direktør Keld Mygind nye tal for udlejningen af sommerhuse til den kommende sæson.

- Især tyskerne er kommet godt ud af starthullerne, og på nuværende tidspunkt ligger vi fem til seks procent over udlejningen sidste år på samme tidspunkt, siger han.

Både 2014 og 2015 var rekordår for feriehus-udlejningen herhjemme og med en fem til seks procents stigning i bookingen allerede nu i januar, så er der lagt op til endnu en rekord.

- Hvis tendensen holder, så bliver det helt klart endnu et rekordår, siger Keld Mygind.

Stigningen svarer til, at turisterne holder omkring 30.000 ekstra ferieuger i danske sommerhuse i 2016.

- Det giver 140-150 millioner kroner i ekstra omsætning, konstaterer direktøren for Cofman.com.

Årsagerne til fremgangen er mange, men det spiller ind, at Danmark opfattes som et trygt og sikkert rejsemål i en ellers omtumlet verden.

- Tyskerne taler stadig om den der jordbærsælger ved vestkysten, hvor der ikke står nogen personer, men bare ligger en pengekasse, siger han.

- Især tyskerne er kommet godt ud af starthullerne, siger Keld Mygind, der er direktør i landets største feriehusportal.

Opslået af DR Nyheder på 20. januar 2016

  • Print
  • Del artiklen: