Udrejsecenter for udvisningsdømte gør naboer bekymrede

Naboer til nyt udrejsecenter i Ikast er bekymrede, fordi flere af beboerne har begået kriminalitet. Flere af de udviste ønsker heller ikke at flytte til centret.

Op mod 600 afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold flytter om kort tid ind på Kærshovedgård ved Ikast, der hidtil har været et åbent statsfængsel.

Naboer til det nye center er bekymrede:

- Mange af dem har jo tidligere begået kriminalitet og nu kan de bare gå frit rundt hos os, siger gårdejer Ole Tranberg, som bor 300 meter fra Kærshovedgård.

Det er Kriminalforsorgen, som skal drive det nye udvisningscenter for Udlændingestyrelsen. Direktør i Kriminalforsorgen Una Jensen bekræfter, at beboerne i centret ikke bliver frihedsberøvet.

Kriminalforsorgen mener, at det er vigtigt, at institutionen kommer til at fungere sammen med nærmiljøet.

Borgmester i Ikast-Brande Kommune Carsten Kissmeyer (V) forstår naboernes bekymring. Kommunen er heller ikke blevet hørt i planlægningen af det nye udrejsecenter på Kærshovedgård.

På et borgermøde i Bording i aften vil Udlændingestyrelsen og Kriminalforsorgen informere om planerne for det kommende udrejsecenter og sikkerheden på centret.

De første beboere flytter efter planen ind på Kærshovedgård til marts. I sidste uge demonstrerede en gruppe afviste asylansøgere fra udrejsecenter Sjælsmark mod, at de skal flyttes til det tidligere fængsel ved Ikast.

  • Print
  • Del artiklen: