Udviste Marius Youbi får opholdstilladelse: Min fremtid begynder nu

I starten af januar blev han sendt hjem til Cameroun. Nu har han fået job i Ikast og vender snart tilbage til Danmark.

- Det betyder alt.

Sådan lyder det fra den udviste studerende Marius Youbi på en telefonforbindelse fra Cameroun.

- Det er min fremtid, der går i gang nu. Det betyder rigtig meget. Det er så fedt, siger han.

I starten af januar blev Marius Youbi udvist af Danmark, fordi han ved siden af sit studie på Aarhus Universitet i Herning havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer, men nu vender han atter hjem til Danmark.

KK Wind Solutions i Ikast har nemlig valgt at ansætte ham som ingeniør på fuld tid.

Marius Youbi sendte ansøgningen til KK Wind Solutions allerede kort tid før, at han rejste fra Danmark til Cameroun 7. januar 2016, og siden har han ventet spændt på svar.

- Det har været dejligt at se min familie igen, og det var en fornøjelse at komme til Cameroun efter fire et halvt år. Nu synes jeg, at jeg trænger til noget andet, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til Danmark, siger den 30-årige camerouner.

Hvorfor vil du overhovedet tilbage til Danmark efter den behandling, du har fået?

- Jeg har familie i Danmark, og jeg er forbundet til Danmark. I Cameroun har jeg ikke noget arbejde, så det er en mulighed for at komme til at arbejde igen, siger Marius Youbi.

Det ligger endnu ikke helt fast, hvornår Marius ankommer og starter i arbejdet, men han forventer, at det bliver inden for et par uger. Først skal han have styr på sine rejsepapirer.

- Jeg glæder mig mest til at se mine venner, min familie og til at arbejde og lære en hel masse af det, jeg er gået glip af, siger han.

Ansættelsen i KK Wind Solutions giver Marius Youbi arbejds- og opholdstilladelse frem til 2018, hvor den kan forlænges, hvis han stadig er ansat i en dansk virksomhed.

  • Sagen kort:
  • Det vakte stor debat, da Marius Youbi fik at vide, at han skulle forlade Danmark. Ikke mindst på grund af de gode karakterer han fik på sit studie.
  • Han fik topkarakterer på stribe, og som afslutning på sit femte semester på Aarhus Universitets Ingeniørskole i Herning fik han tre 12-taller, lige inden han blev udvist.
  • Camerouneren fik ikke forlænget sin opholdstilladelse, fordi han i perioder havde arbejdet mere end de 15 tilladte timer om ugen ved siden af sit ingeniørstudie.
  • Siden Marius Youbi kom til Danmark, har han ifølge Jyllands-Posten selv betalt 46.000 kroner for hvert semester, da han ikke er berettiget til ydelser, fordi han er studerende fra et såkaldt tredjeland. Han har finansieret uddannelsen ved hjælp af studiejob.
  • Print
  • Del artiklen: