Undersøgelse: Vi er stadig ikke gode nok til at sortere vores affald

1,3 kilo glas, papir og pap om ugen ryger i den forkerte affaldscontainer

Flere af os rammer stadig forkert, når rødbedeglasset, skotøjsæsken eller tilbudsavisen skal smides ud.

Ifølge en ny undersøgelse fra det vestjyske affaldsselskab, NOMI 4S, ryger op mod 1,3 kilo glas, pap og papir i gennemsnit det forkerte sted hen - hver uge.

Affaldsselskabet NOMI 4S har kigget dybt i skraldespande fra 1168 husstande i Lemvig, Struer, Holstebro og Skive kommuner.

I følge rapporten putter borgerne op til 441 gram papir - op til 552 gram pap og op til 299 gram glas om ugen i den almindelige affaldscontainer. De tre slags materiale skulle i stedet have været i containeren til genanvendelse.

- Det er altid bedre at få det til genanvendelse end til forbrænding. Ved at kunne flytte det fra dagrenovation til genanvendelse, kan vi bruge det som ressourcer i stedet for, siger divisionschef i NOMI4S, Gitte Bak.

NOMI 4S arbejder på informationsmateriale, der skal gøre folk i Lemvig, Struer, Holstebro og Skive kommuner bedre til at smide de rigtige ting i den rette skraldespand.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at det er borgerne i Holstebro Kommune, der er dårligst til at sortere affaldet.

Her smider man gennemsnitligt 1292 gram affald om ugen - svarende til 14 procent af den samlede mængde affald - i den forkerte container, mens borgerne i nabokommunerne Struer og Lemvig smider halvt så meget affald i den forkerte container.

I NOMI 4S' undersøgelse udgør glas, pap og papir cirka en tiendedel af indholdet i den enkelte husstands husholdningsskraldespand.

Decideret madaffald udgør knap halvdelen.

Hvor meget tænker du over, hvad du smider i skraldespanden?

Opslået af DR Nyheder på 11. januar 2016

  • Print
  • Del artiklen: