Undgå at få stjålet din dyre cykel: Politiet anbefaler dna-lak

Tyve går efter værdigfulde cykler, og derfor bør cykelejere bruge den usynlige dna-mærkning.

Politiet erfarer, at tyve går specifikt efter cykler til mellem 30.000 og 100.000 kroner. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Hvis du har en værdigfuld cykel, så er det en god idé at markere den med dna-lak.

Det råder Midt og Vestjyllands Politi cykelejere til, fordi der bliver stjålet alt for mange dyre cykler.

Dna-lak er unik for den person, der bruger den, samtidig med at den er usynlig for omgivelserne. Et skilt på huset eller cykelskuret advarer tyvene om, at cyklen er markeret.

- Politiet kan med uv-lygter få koden frem på dna-lakken, og vi ved, at det mindsker risikoen for tyveri, siger vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen.

Derudover øger dna-lakken også chancen for at få cyklen igen, hvis uheldet skulle være ude.

- En cykel, der er markeret med dna-lak, er ikke nem for tyvene at komme af med, siger Ralf Hove Larsen.

I maj optalte seks politikredse i Jylland og på Fyn antallet af stjålne værdigfulde cykler. De seneste seks måneder er der forsvundet 92 cykler, og 32 af dem var i Midt og Vestjylland.

Tyvene går specifikt efter de cykler, der koster mellem 30.000 og 100.000 kroner, når de planlægger deres indbrud.

- Det er vigtigt, at dna-lakken ikke står alene. Stil cyklen indenfor i huset i stedet for i cykelskuret, og vær varsom med at lægge billeder af cyklen på nettet, siger Ralf Hove Larsen.