Tema Ulve i Danmark

Video: Se ulvemor med sine otte unger

Lokal jæger optog søndag en video med ulveunger. Nu tør han ikke lade børnene cykle alene til naboen.

Opdateret med kommentar fra Danmarks Naturfredningsforening.

Henrik Sahlholdt Nielsen, der bor nær Ulfborg sydvest for Holstebro, spottede og optog søndag et ulvekobbel, da han var på jagt.

Mandag kunne Naturstyrelsen offentliggøre billeder med tre hvalpe, fanget på et vildtkamera i weekenden, og da Henrik Sahlholdt Nielsen var i skoven søndag, så han altså ulveungerne med egne øjne.

- Der går ikke ret lang tid, før jeg kan se, at der er en voksen ulv på marken. Det er den, jeg får øje på i først, fortæller han og fortsætter:

- Jeg skynder mig at tage mit videokamera frem, som jeg altid har med på jagt for at få naturoplevelser i kassen. Der ser jeg en voksen ulv, der slæber rundt på nogle hvalpe. I første omgang ser jeg kun fire-fem stykker. Men på et tidspunkt trækker ulven længere ud af skoven, og der kommer de i en lang stribe, siger han og tilføjer:

- I alt ser jeg otte hvalpe.

I weekenden fangede et af Naturstyrelsens vildtkameraer tre ulveunger på et kamera stillet op lidt syd for Holstebro. (Foto: Naturstyrelsen)

Den lokale jæger vidste godt, at der var ulve i området, at men at der skulle være et kobbel med otte unger kom alligevel som en stor overraskelse.

- Først spærrede jeg øjnene op en ekstra gang og tænkte: 'What, der er hvalpe.' Jeg blev lidt chokeret over, at der var så mange, og at det gik så hurtigt, siger Henrik Sahlholdt Nielsen.

Dokumentationen af ulveunger i skoven, har fået Henrik Sahlholdt Nielsen og hans familie, der bor i området, til at ændre adfærd. Familien har nu sat nye regler op for deres fire børn.

- For en lille uges tid siden blev der set en voksen ulv af vores nabo 200 meter fra vores hjem, og det gør, at min kone nu siger, at hun vil ikke have, at vores børn cykler ned til naboen alene, siger han.

Danmarks Naturfredningsforening: Frygt ikke ulven

Efter at have set ulven med egne øjne er Henrik Sahlholdt Nielsens bekymring vokset.

- Jeg frygter, at der kan komme angreb. I første omgang på husdyr som kvier, køer, heste og får. Men i værste tilfælde tænker jeg på, om der er nogle mennesker, der går hen og kommer til skade på det her på et tidspunkt, siger Henrik Sahlholdt Nielsen.

Bo Håkansson, der er seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, mener dog ikke, der er grund til bekymring.

- Ulve kan være nysgerrige, men grundlæggende er de ikke farlige. For hvorfor skulle de dog angribe mennesker? Der er er oceaner af mad, som er lige til at gå til. De eksempler, der har været i historisk tid, har været fra syge ulve med rabies eller ulve, som har været unaturlig udhungrede af sult. Ingen af delene er der fare for i dag, siger Bo Håkansson.

Tvært imod ser han ulvens entre i Danmark som et tegn på, at den danske natur er sund med gode naturområder og masser af mad. Men samtidig ser han det også som en gevinst. For mens jægerne skyder de store hanner i krondyrflokkene, tager ulven de svage og syge.

- Ulvene tager nogle af alle de krondyr, som landmændene er bekymrede over, fordi de giver ret store skader på afgrøderne, siger han.

- Så det ulvene vil heroppe, er at etablere sig i nogle af naturområderne og gøre det det ulve gør; nemlig at tage nogle af krondyrene og føre generationerne videre.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.