Vigtig færgeoverfart ligger stille

Først vejret og nu en maskinskade holder Thyborøn-Agger-færgen ude af drift.

En af Midt- og Vestjyllands vigtigste færgeoverfarter er kommet rigtig skidt ind i det nye år.

Færgen Thyborøn-Agger har haft store problemer med driften. Fra den 1.-6. januar har færgen ligget stillet fire dage og kun sejlet nogle få timer de to andre.

Stedfortrædende overfartsleder Jess Andersen forklarer, at det først var den kraftige østenvind, der gjorde, at det blev for lavvandet til at sejle.

I går klokken tolv skulle færgedriften have været genoptaget. Men så fik færgen maskinskade.

- Det er utrolig frustrerende. Nu flaskede det sig endelig med vind og vejr, og vi fik vand tilbage i fjorden og skulle til at sejle. Og så sker så noget, siger Jess Andersen.

Maskinskaden betyder ifølge Jess Andersen, at færgen kommer til at ligge stille i hvert fald torsdag og fredag.

Hvert år transporterer Thyborøn-Agger-færgen 5.000 lastbiler, 50.000 personbiler og 140.000 passagerer.

  • Print
  • Del artiklen: