Virksomheder vil betale for medarbejdernes kamp mod kiloene

Virksomheder er så interesserede i medarbejderes sundhed, at Kursuscenter Struer har lavet et kursus særligt til medarbejdere. En håndfuld kursister er allerede tilmeldt.

På livsstilskurset får deltagerne blandt andet hjælp til at indarbejde sunde mad- og motionsvaner. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Fokus på sund livsstil gør, at virksomheder i stigende grad vil at betale for kurser, hvor medarbejderne skal tabe sig.

Det mærker Annika Thor, der er daglig leder på Kursuscenter Struer, hvor de arbejder med vægttab, motion og sund livsstil.

- Jeg oplever behovet hos virksomheder, som har nogle uundværlige medarbejdere. De bliver nervøse for, om de kan miste dem, fordi de ikke har et godt helbred, forklarer hun.

Nu handler det ikke længere kun om at tilbyde sine ansatte rygestopkurser eller alkoholafvænning. Problemer med vægten er det næste.

- Det er et tegn på, at det er blevet mere legalt at snakke om det og sige, at man gerne vil hjælpe sin medarbejder med at gøre noget ved problemet, siger Annika Thor.

Blandt dem, der allerede har investeret i medarbejdernes sundhed og haft ansatte på kursus, er alt fra rederier til renovationsfirmaer. I Struer tror lederen af kursuscenteret, at de får travlt med virksomhedskurserne.

- Som samfundsudviklingen er lige nu, så bliver de offentlige tilbud færre, og derfor bliver der behov for andre typer tilbud, som også er fleksible og passer ind i forhold til arbejdsmarkedet, siger Annika Thor.

Et seks-dages virksomhedskursus, der strækker over en seksmåneders periode koster knapt 12.500 kroner. En håndfuld kursister er allerede tilmeldt til.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.