VUer bliver opstillet som nummer to i Viborg

Det bliver en VUer der står lige under Ulrik Wilbek på Venstres opstillingsliste i 2017.

Venstre i Viborg tager nu konsekvensen af, at det er svært at tiltrække unge i politik.

En undersøgelse som DR har foretaget viser, at gennemsnitsalderen for folkevalgte er over 50 år.

For at bringe alderen ned har Venstre i Viborg besluttet, at nummer to på deres opstillingsliste til næste kommunalvalg skal hentes hos Venstres Ungdom, fortæller lokalformand Anders Jensen.

- Så der sender vi måske også et signal ud til de yngre kandidater, der kunne overveje om man ville opstille. Så det håber vi også, at det giver anledning til, at lidt flere fra den kategori vil melde sig, når vi er ude at søge kandidater, siger han.

Dermed tager Venstre fat på at løse et problem, som Ulrik Kjær, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet kalder for et demokratisk problem.

- Der kan jo godt være nogle unge, som mener, at fokus skal være på nogle andre ting end der, hvor de måske er i øjeblikket. Og de kommer ikke rigtig til orde i kommunalpolitikken, hvis de ikke selv har nogen repræsentanter i kommunalbestyrelsen, siger han.

Der er endnu ikke sat navn på, hvilket medlem af Venstres Ungdom i Viborg, der skal stå næstøverst på opstillingslisten i 2017.

  • Print
  • Del artiklen: