102 kg. tung helleflynder fanget ved Thyborøn

Seks fiskere i det nordlige Vestjylland blev noget overraskede, da de halede en ekstraordinær stor helleflynder over rælingen.

Natten til søndag var fiskeskipper Tamme Bolt på jagt efter rødspætter med sin besætning på Aaltje Postma i Nordsøen ud for den vestjyske kyst.

Fangsten skulle vise sig at være i en noget tungere ende. En to meter og 16 centimeter lang vildtlevende helleflynder. 102 kilo og 50 år gammel.

- Det giver et kick at fange sådan en stor fisk. At hive en tung pose ind med sådan en stor krabat. Jeg var meget overrasket.
Sådan en fangst er sjælden. I mine 25 år som fisker, har jeg kun prøvet det to til tre gange, fortæller Tamme Bolt.

Hos Kattegatcentret vækker den ekstraordinære helleflynderfangst begejstring.

- Det er bestemt ikke hverdag, at der bliver fanget helleflyndere i den størrelse, fortæller Rune Kristiansen, der er biolog og kurator ved Kattegatcentret.

Helleflynderen er Danmarks største fladfisk. Om vinteren lever den nær bunden på ned til 2.000 meter, mens den om sommeren søger mod kysterne.

Vidste du det om helleflynderen
  • Fladfisken kan blive op til 350 cm lang
  • Den kan veje op til 300 kg
  • Har en levealder på 60 år
  • Danmarks største fladfisk
  • I vinterhalvåret lever den nær bunden på 2.000 meters dybde
  • Mens den om sommeren søger mod de lavede kyster

Onsdag kom helleflynderen på auktionsbordet ved Thyborøn Fiskeauktion og blev solgt til 9.000 kroner En fladfisk som denne er ifølge Tamme Bolt eftertragtet, og køberen kan bruge den til markedsføring.

- Alle vil have fat i sådan en slags fisk. Man kan bruge den til reklame, og måske lægge den på is i et vindue på en fransk restaurant. Der kan den ligge og se flot ud i to til tre dage, fortæller Tamme Bolt.

Så er der fiskefileter til et par dage.Kan du slå den?

Opslået af DR Nyheder på 3. marts 2016

  • Print
  • Del artiklen: