Aalborg Universitet vil ikke følge karakterhop

Nye minimumskarakterkrav på Københavns Universitet får ikke medløb fra Aalborg.

På Københavns Universitet har man, modsat Aalborg, mange studerende fra akademiske hjem, hvor karaktergennemsnittet fra gymnasiet ofte er højere.

Et gennemsnit på minimum seks. Det skal fremover være udgangspunktet for unge, der ønsker studieoptag på Københavns Universitet.

Målet er et højere niveau, men det er ikke en model, man vil kopiere i Aalborg.

- De må gøre, som de synes. Men det er ikke 'one size fits all', og vi har en anden tilgang, siger rektor for Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.

Han fremhæver, at man i Aalborg netop har særlig succes med at uddanne studerende, der kommer fra ikke-akademiske hjem.

- Det er velkendt, at den gruppe har et lavere gennemsnit med fra gymnasiet. Vi optager cirka 85 procent af den type og magter at gøre dem til at akademikere på normeret tid og på niveau med universitetssektorens gennemsnit.

Pointen er, at det ikke altid er afgørende, hvilke præstationer de unge tidligere har leveret.

- Hvis du kommer ind på et studium, der virkelig passer dig, er der mange, der blomstrer op, siger Per Michael Johansen.

Men det betyder ikke, at de unge bare kan læne sig tilbage i stolen og vade ind på studiet, som det passer dem, understreger han.

- Som udgangspunkt skal man naturligvis passe sit studium, hvad enten det er gymnasium eller universitet, og hvis man er doven, kommer man altså heller ikke igennem hos os, siger han.

Et karakterkrav på minimum seks på kvote 1-ansøgningen til Københavns Universitet kan blive en realitet fra 2018. Muligheden er opstået, fordi Folketinget lige nu kigger på lovgivningen på området.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.