Alderen trykker: Flere landmænd overvejer pension

37 procent af de danske landmænd er over 60 år. Flere undersøger muligheden for at sælge.

Leif Christensen vil gerne udvise "rettidig omhu" og overvejer derfor at sælge sit landbrug ved Frederikshavn. (Foto: Heidi Trillingsgaard © DR Nórdjylland)

Flere landmænd ønsker at sælge deres ejendom, og især blandt de ældre landmænd er interessen steget.

En af dem, der overvejer at køre traktoren permanent i garagen, er Leif Christensen fra Stenhøj ved Frederikshavn.

Torsdag aften sad han med 90 landmandskolleger til orienteringsmøde arrangeret af den nordjyske landbrugsorganisation, LandboNord.

- Med bedre priser både på svin og mælk, kunne det jo godt være, der kunne blive en mulighed for at sælge, siger Leif Christensen, der nu overvejer at sælge sin gård.

Gennemsnitsalderen for danske landmænd er stigende. 14.000 landbrug, svarende til godt 37 procent af alle danske landmænd, er 60 år eller ældre, og flere af dem overvejer nu at sælge.

Og muligheden for, at der findes købere, er også til stede nu. Eksempelvis viser tal fra boliga.dk , at udbudsprisen for landbrugsejendomme igen er stigende, selvom der stadig er langt op til niveauet omkring 2008-2010.

Det billede genkender ejendomsmægler Hans W. Henriksen fra Landbogruppen Nord.

-Der er lys forude. Den pukkel, der blev oparbejdet i krisen, begynder at løsne sig (fordi det kan lade sig gøre at sælge, red.), siger han.

Nordjyske Leif Christensens interesse for at afhænde gården er ikke blevet mindre efter orienteringsmødet.

-Man kan jo ikke blive her for altid, siger Leif Christensen.

Den voksende interesse kommer blandt andet fra byboer, der køber bygningerne, mens jorden sælges til naboerne. Også fra udlandet mærker de danske landbrug interesse.