Busselskaber risikerer fyring efter bremseproblemer

Rettet 13.1.2017: Arriva afviser, at deres busser havde graverende problemer

Nedenstående er rettet den 13.1.2017: Artiklen er tilføjet en kommentar fra Arriva Danmarks kommunikationschef, Pia Hammershøy Splittorff. Kommentaren er markeret med fed skrift.

Nordjyllands Trafikselskab kan i værste fald ophæve kontrakterne med de selskaber, der kører bybusser i Aalborg.

Det siger formanden for Nordjyllands Trafikselskab, borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Politiet har nu i to dage kørt en razzia målrettet lastbiler og bybusser i Aalborg. Ud af 27 undersøgte bybusser var der graverende fejl ved 14 af dem.

Busserne enten bremsede for dårligt eller kunne ikke åbne nød-dørene. En af de 14 busser fik klippet pladerne på stedet - mens 11 andre skal til syn. De undersøgte busser tilhører selskaberne Keolis og Arriva.

Præcisering fra Arriva: Samtlige 11 Arriva-busser fik målt tilstrækkelig og godkendt bremsekraft. Arriva fik konstateret fejl på 3 ud af 11 undersøgte busser, en såkaldt ”skævbremsning”, hvor det ene hjul bremser en lille smule mere end det andet hjul. Men bussen bremser hverken dårligere eller langsommere af den grund, og skævbremsningen på de tre busser udgjorde ikke en sikkerhedsrisiko. Alle tre busser fra Arriva fik da også lov til at køre videre bagefter til værkstedet, hvor fejlen blev udbedret, og busserne sat tilbage i drift med det samme

Resultatet har chokeret Thomas Kastrup-Larsen. Han påpeger, at Nordjyllands Trafikselskab har mulighed for at ophæve kontrakterne med de to busselskaber, hvis busserne ikke overholder færdselslovens regler om sikkerhed.

- Men jeg håber ikke, vi skal ud at diskutere sådan nogle ting. I første omgang har jeg bedt direktøren for Nordjyllands Trafikselskab arrangere et møde med de to busselskaber og afæske dem en redegørelse, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Også buspassagerne i Aalborg er skræmte over, at halvdelen af de kontrollerede bybusser blev sendt tilbage i garagen og nu skal synes i utide.

- Det er selvfølgelig farligt for buspassagerne, men måske endnu mere farligt for bilisterne, hvis bussen kører op bag i dem, fordi den ikke kan bremse, siger Thorsten Hjelm fra Hals.

Julie Kaae fra Jerslev synes, det lyder skræmmende, at halvdelen af bybusserne havde bremseproblemer eller låste nøddøre.

- Det er da skræmmende at høre, at de ikke kan bremse.

Niels Rævdal fra Århus synes heller ikke, at resultatet af politiets razzia er acceptabelt.

- Det skal der gøres noget ved, uanset om man som passager føler sig tryg eller ej.

Det er kun to år siden politiet ved en lignende razzia fandt mange bybusser med sikkerhedsmæssige mangler.

- Den gang lovede busselskaberne bod og bedring. Derfor kommer det som en ubehagelig overraskelse, at de stadig har problemer. Det skal de have rettet op på nu. De skal kun sende busser på gaden, der kan gå igennem et syn, siger Thomas Kastrup-Larsen.

  • Print
  • Del artiklen: