Busser på brint er fremtiden

Brint skal prøves af som brændstof i den kollektive transport

De brintdrevne busser skal efter planen på vejene i 2018 (Foto: ARKIVFOTO © (c) DR)

Et EU-støttet nordjysk projekt til omkring 25 millioner kroner skal gøre Danmark til en af de førende spillere på det internationale marked for brintdrevne busser.

De første af slagsen er planlagt på vejene i 2018, og det vil være første gang i Danmark, at brint bliver prøvet af som brændstof i den kollektive transport.

- Vi bliver foregangsregion i forhold til andre regioner i Europa, siger Henrik Ringbæk Madsen(S), formand for miljøudvalget i Region Nordjylland.

I første omgang er der planlagt tre-fire brintbusser i drift til test.

- Og så regner jeg med, at om 10-15 år kører 10, 20 eller måske 50 procent af især busser og måske lastbiler på brint, siger Henrik Ringbæk Madsen.

Virksomheden Hydrogen Valley Cemtec har allerede erfaringer med, at det giver gode penge og miljømæssig mening at bruge overskuds-el fra vindmøller til at lave brint.

- Og med det her projekt vil vi så vise, at man også med fordel kan bruge det i den kollektive trafik, siger direktør Lars Udby.

Han mener, der er mulighed for at komme på forkant af udviklingen i Europa omkring omstilling af energisystemet:

- Jo før, man viser, at man har en teknologi, der er moden, og kan bruges på en økonomisk fornuftig måde, jo bedre positionerer man sig jo, siger Lars Udby.

Ud over EU er også Region Nordjylland, NT og Aalborg Kommune involveret i projektet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.