Deleøkonomien kører derudad

Flere og flere danskere lejer en plads i bilen, bytter huse i sommerferien og deler egne ting med andre.

Antallet af danskere, der gør brug af deleøkonomi ved at udleje eller leje ting og tjenester, er tredoblet på ét år.

Det viser en undersøgelse foretaget af Nordea.

Ifølge seniorforsker ved Aalborg Universitet Toke Haunstrup Christensen kan deleøkonomiens fremgang være et udtryk for et holdningsskifte omkring forbrug og økonomi.

- Efter finanskrisen er der mange, der har oplevet en lidt mere usikker økonomisk situation, og det har måske været med til at påvirke folk i nogle andre retninger. Det er ikke altid ideelt at eje selv, men man kan låne af andre.

Ideologiske grunde

Nordeas undersøgelse viser, at på blot seks måneder har 210.000 danskere lånt eller lejet andres ting. En af de danskere er Michelle Kaptajn fra Aalborg, som ofte gør brug af samkørselstjenesten Gomore af mere ideologiske grunde.

- Når nu der alligevel kører biler rundt med tomme sæder, så er det jo idioti ikke at bruge den kapacitet. Vi skal virkelig passe på vores klima, siger hun.

Ifølge undersøgelsen er mindre miljøpåvirkning også en af de vigtigste grunde til, at folk benytter de deleøkonomiske tjenester.

- Det er nemt at flyve, og det er også super hurtigt. Men jeg har altid sådan en dårlig smag i munden, for jeg ved, hvor meget det sviner. Det er rart at kunne komme afsted med god samvittighed, siger Michelle Kaptajn.

  • Print
  • Del artiklen: