Drabssag fra Aalborg skal afgøres i Slagelse: For farligt at flytte den tiltalte

En 23-årig mand skal i dag for retten på den retspsykiatriske institution "Sikringen" i Slagelse.

Et lokale, der normalt bruges til andre formål, er i dag indrettet som retslokale på "Sikringen" i Slagelse. (Arkivfoto: Højesteret) (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

En drabssag fra Aalborg kommer i dag noget usædvanligt for retten i Slagelse.

Det sker på den topsikrede retspsykiatriske afdeling ”Sikringen”, som huser 30 af landets farligste kriminelle med psykiske forstyrrelser.

Det skyldes, at den 23-årige, der er anklaget for knivdrab på en 40-årig mand, af anklagemyndigheden vurderes at være så farlig, at man ikke vil fragte ham til Nordjylland og afvikle retssagen dér.

- Man flytter retssagen i forhold til den patient, der er indlagt, og undgår derved at flytte vedkommende til Aalborg. Det ville give nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, siger ledende overlæge på Sikringen, Susanne Møller-Madsen.

Det er første gang, at Sikringen, der åbnede i 2015, huser en retssag, og det sker blandt andet af bekymring for flugtforsøg i det tilfælde, at han skulle være fragtet til Nordjylland.

Da den 23-årige i september sidste år blev fremstillet i et grundlovsforhør i Aalborg gav det tumult, fortæller anklager Thomas Klingenberg ved Nordjyllands Politi.

- Han blev ustyrlig, nægtede at sætte sig ned og sparkede til bordet. Han overfaldt også to af mine kollegaer med skældsord, og da de ville give ham håndjern på, forsøgte han at give den ene af dem en skalle, fortæller han.

”Sikringen” er udadtil sikret på samme måde som et fængsel, mens den indadtil rummer psykiatriske faciliteter.

Anklagemyndigheden vil kræve en forvaringsdom i sagen mod den 23-årige, der i en mentalundersøgelse er erklæret paranoid sindssyg.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.