Elever glade for at flytte i normalklasser

Flere hundrede nordjyske børn er de sidste halvandet år flyttet fra specialklasser over i normalklasser

Flere hundrede nordjyske børn er de sidste halvandet år flyttet fra specialklasser over i normalklasser

Børn og unge fra specialklasser er glade for at flytte i normalklasser. Sådan er i hvert fald konklusionen i et projekt, hvor forskere fra Aalborg Universitet har fulgt ti børn.

- Det går godt. Jeg føler mig som alle de andre elever, siger Jonas Bindslev, der for halvandet år siden flyttede fra specialklasse til en normal 8.klasse på Seminarieskolen i Aalborg.

Og han er ikke alene om at være glad for sin nye normalklasse, siger forsker Thomas Szulevicz fra Aalborg Universitet, der har fulgt ti nordjyske elevers skifte fra special- til normalklasse.

- Overordnet er det gået overraskende godt. Flere elever giver udtryk for, at de er glade for at være begyndt i deres nye klasser, siger han.

Bekymret i starten

Både Jonas og hans forældre var bekymrede over kommunens beslutning om at flytte ham.

- I starten var det en smule svært at få snakket med folk, men det kom stille og roligt, siger Jonas.

Flere tusinde elever landet over er flyttet fra specialklasser til normalklasser efter en ny lov trådte i kraft sidste sommer, og krævede at skolerne skulle inkludere flere af de børn, der tidligere modtog specialundervisning. Alene i Aalborg Kommune er 135 børn flyttet.

Mere end en spareøvelse

Kritikere kalder det en spareøvelse, men det er mere end det, siger forsker Thomas Szulevicz.

- Først og fremmest skal man anerkende, at inklusion er en stor pædagogisk udfordring. Men vi kan også se, at mange af de her elever både fagligt og socialt ser ud til at være i rigtig god trivsel. På den baggrund kan man sige, at inklusion dermed ikke bare behøver at være en spareøvelse, men det kan være pædagogisk udviklende for de her børn at blive inkluderet i de almene klasser, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.