Færre ledige står i kø til et job i Nordjylland

Fraflytning betyder mindre kamp om ledige job. Det kan føre til mangel på kvalificerede ansøgere, advarer arbejdsmarkedschef.

I Nordjylland var der i 2012 10 ledige, for hvert nyt job. Det tal faldt i 2015, så der kun stod seks ledige i køen for hvert nyt job. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Køen til et nyt job er blevet kortere i Nordjylland. Det viser tal, som DR har undersøgt på baggrund af antallet af nyopslåede job på den offentlige portal Jobnet.dk og antallet af ledige.

I Nordjylland var der i 2012 10 ledige for hvert nyt job, der blev slået op. Det tal faldt i 2015, så der kun stod seks ledige i køen for hvert nyt job.

- Virksomhederne har brug for mere arbejdskraft, fordi de har kunnet sælge flere varer og tjenester, da Danmark er på vej ud af krisen, siger professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve.

Men at færre ledige står i kø til hvert nyt job er ikke udelukkende en god ting.

I Hjørring Kommune er antallet af ledige per nyt job faldet fra 14 til fem på bare tre år.

Selvom der er kommet flere i arbejde, så skyldes faldet snarere, at folk flytter fra kommunen, end at de kommer i arbejde, siger arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen.

- Det er en skidt udvikling. På et eller andet tidspunkt, opstår der en mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.