Familie kritiserer psykiatrien for at svigte selvmordstruet kvinde

Psykiatrisk Sygehus nægtede at indlægge Marianne Wammen på en lukket afdeling. Nu har hun taget sit eget liv.

En 50-årig psykisk syg kvinde fra Aalborg kunne have været i live i dag, hvis ikke Psykiatrien i Nordjylland havde afvist at indlægge hende på en lukket afdeling.

Sådan lyder kritikken fra familien, der mener, at Psykiatrien har svigtet totalt.

Forløbet:

  • 16. november 2015: Marianne Wammen sidder i sit vindue på 4. sal og truer med at springe. Politi og beredskab redder hende og bringer hende til Psykiatrisk Sygehus i Aalborg. Her vurderer man, at Marianne Wammen ikke vil begå selvmord og sender hende hjem i en taxa.
  • 17. november 2015: Marianne Wammen sidder igen i sit vindue og truer med at springe ud. Hun bliver igen reddet og bragt til Psykiatrisk Sygehus. Der er ikke plads på en lukket afdeling, og Marianne Wammen sendes hjem igen.
  • 4. december 2015: Marianne Wammen springer ud af sit vindue på 4. sal og dør på stedet. Hun foretager kort forinden to opkald til Psykiatrisk Sygehus. Personalet forsøger at tale hende til ro, men tilbyder hende ikke en plads på en lukket afdeling.

Marianne Wammen begik i december måned selvmord ved at springe ud af sin lejlighed på 4. sal i Aalborg.

"...jeg mener godt, at det kunne have været forhindret."

Natascha wammen, datter

Tre gange i ugerne op til hendes død havde Psykiatrisk Sygehus i Aalborg afvist at indlægge hende på en lukket afdeling. Dét på trods af at hun to gange kom med politieskorte efter at være blevet reddet fra at springe ud af sin lejlighed.

Kvindens 22-årige datter Natascha Wammen mener, at det kunne have været forhindret.

- Én ting er sikkert, og det er, at der ikke er blevet stillet den hjælp til rådighed, som kunne have forhindret min mor i at begå selvmord, siger hun.

Natascha og Heine Wammen

Sendte hende hjem i taxa

Kun to uger forinden Marianne Wammens selvmord forsøgte hun to aftener i træk at springe ud af sit vindue på 4. sal.

Politi og beredskab måtte redde hende ned fra kanten og eskorterede hende begge gange til Psykiatrisk Sygehus i Aalborg for at få hende indlagt. Men her valgte sygehuspersonalet at sende hende hjem igen i en taxa.

Første gang fordi man ikke vurderede, at Marianne Wammen ville begå selvmord og anden gang, fordi der ikke var plads på en lukket afdeling.

Datteren Natascha Wammen kalder det uforståeligt.

- Jeg bebrejder sygehuset rigtig meget for, at de ikke indlagde hende. Når man har med en person at gøre, hvor de kan se i hendes journal, at hun har meget alvorlige selvmordsforsøg bag sig. Hun kommer ud to aftener i træk med politieskorte, og så sender de hende bare hjem. Der svigter de jo totalt, siger hun.

Natascha Wammen


Overholdt ikke kriseplan

Marianne Wammen havde en såkaldt kriseplan, som Psykiatrien selv havde været med til at udarbejde. I den stod, at hun skulle indlægges med døgnovervågning på den lukkede afdeling, når hun følte sig selvmordstruet.

Psykiatrisk Skadestue valgte ikke at følge kriseplanen. Hun kunne kun få tilbudt plads på en åben afdeling.

- Jeg synes, at det er for dårligt. Min mor viste dem endda kriseplanen, hvor det stod. Hun vidste godt, at hun ikke var beskyttet imod sig selv på en åben afdeling, siger Natascha Wammen.

Natascha og Heine Wammen 2

Ringede 30 minutter før selvmord

"Hvor skulle hun så gå hen og få hjælp? Marianne havde ikke flere muligheder. Og det synes jeg bare er så forkasteligt."

Heine Wammen

4. december sidste år sprang Marianne Wammen ud af sit vindue på 4. sal.
Kort tid inden foretog hun to opkald begge gange til Psykiatrisk Sygehus.

Af Psykiatriens notater for opkaldet fremgår det, at en medarbejder forsøgte at tale hende til ro, men hun blev ikke tilbudt indlæggelse på en lukket afdeling. 30 minutter senere blev Marianne Wammen erklæret død. Familien forstår ikke, hvorfor der ikke blev sendt nogen ud for at hjælpe hende.

- Jeg synes, at det er helt utilstedeligt. Personalet kunne jo se, at hun to uger forinden havde truet med at hoppe ud to gange. Så burde alarmknapperne da have blinket rødt, siger hun.

Natascha og Heine Wammen 3

Hvor var hjælpen?

Også Natasha Wammens far Heine Wammen mener, at det psykiatriske system svigtede Marianne Wammen.

- Hvor skulle hun så gå hen og få hjælp? Marianne havde ikke flere muligheder. Det synes jeg bare er så forkasteligt, siger han.

Marianne Wammen led af personlighedsforstyrrelsen borderline.

Marianne Wammens familie har ytret ønske om, at Psykiatrisk Sygehus i Aalborg udtaler sig til Danmarks Radio om sagen. Psykiatrien i Nordjylland har dog ikke ønsket at komme med en kommentar. De henviser til deres tavshedspligt.

Har du eller dine nærmeste følt dig svigtet af det psykiatriske system? Så hører vi gerne fra dig på mail nord@dr.dk.

  • Print
  • Del artiklen: