Flere offentligt ansatte anmelder vold til politiet

Øget opmærksomhed på at erstatning kræver en politianmeldelse kan være årsagen.

Flere offentligt ansatte anmelder vold til politiet.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

På landsplan blev der i 2013 anmeldt 3076 tilfælde af vold mod skolelærere, pædagoger og andre offentligt ansatte. I 2015 var tallet steget til 3559 anmeldelser.

- Der er ingen tvivl om, at der er kommet flere voldsepisoder i takt med, at man har skruet ned for personalet, siger Kristian Gaardsøe, der er formand for FOA i Aalborg og dermed repræsentant for en del af de offentligt ansatte.

Ifølge ham er der tale om flere forskellige former for vold og trusler om vold.

- Det behøver jo ikke at være så voldsomt, at man bliver slået fuldstændig til lirekassemand. Det kan jo også bare være et slag, siger Kristian Gaardsøe.

Han understreger, at hver eneste episode skal tages alvorligt, fordi selv små oplevelser risikerer at knække medarbejderen, når det har gentaget sig tilstrækkeligt mange gange.

For at komme i betragtning til erstatning skal en voldsepisode meldes til politiet. Og for at få erstatning efter offererstatningsloven, skal anmeldelsen ske inden 72 timer.

I Nordjylland vurderer politiinspektør Stig Lundbo, at det netop kan være den regel, der får antallet af anmeldelser til at stige.

- Det er min opfattelse, at der er tale om mørketal, der kommer ud i lyset, fordi flere er blevet opmærksomme på, at det kræver en anmeldelse, hvis man ønsker at søge erstatning for en voldsrelateret arbejdsskade, siger politiinspektøren.

I Nordjylland ses en stigning fra 254 anmeldelser i 2013 til 290 i 2015.

Formanden for FOA i Aalborg, Kristian Gaardsøe, er enig i, at en del af årsagen kan være den øgede opmærksomhed på at anmelde.

- Der falder kun erstatning, hvis man har anmeldt det, så det gør jo selvfølgelig, at det er en nødvendighed for at kunne føre sagen videre, siger Kristian Gaardsøe.

  • Print
  • Del artiklen: