Flere sygemeldte - men færre på sygedagpenge

Jammerbugt Kommune har held med at få sygemeldte borgere hurtigt tilbage i job igen.

En tidlig samtale har afgørende betydning for at få sygemeldte hurtigt tilbage på arbejde.

I Jammerbugt Kommune har man det seneste halve år oplevet en stigning i antallet af sygemeldinger, men et markant fald i antallet af sygedagpengesager.

Keld Larsen er konsulent i det fastholdelsesteam, der aktuelt arbejder med omkring 100 sygemeldte.

- Tidligere ville der typisk gå nogle uger, inden man kom til samtale med en rådgiver. Og så var det først derefter, man lavede en plan for, hvordan borgeren kunne komme tilbage i job, forklarer han.

Siden august har Jammerbugt Kommunes fastholdelsesteam haft tilknyttet psykolog, ergoterapeut og fysioterapeut til at sætte ind over for alt fra stress til ledsmerter.

- Efter fire uger griber vi fat i borgeren og arbejdsgiveren og laver en rundbords-samtale. Vi afdækker, hvad der skal til for at borgeren kunne komme tilbage. Det kunne være en ergoterapeut eller psykologhjælp, siger Keld Larsen.

Borgmesteren er glad

Resultaterne af det første halve års arbejde glæder borgmester Mogens Gade (V).

- Det betyder jo meget for os mennesker, at vi har et job og bliver fastholdt på det job, Og jo flere i job, jo færre på offentlige ydelser. Så det er en win-win situation, det her, siger han.

For fastholdelsesteamet er næste skridt i højere grad at få virksomhederne til at tage kontakt inden en ansat bliver sygemeldt.

  • Print
  • Del artiklen: