Folkekirken ansætter asylpræster

Folkekirken har ansat to asylpræster, der skal dedikere en del af deres tid til asylansøgere.

Pres fra flygtninge og asylansøgere har nu fået Folkekirken til at udpege to asylpræster, der skal koncentrere en del af deres arbejdstid om nytilkomne asylansøgere.

En af dem er John Kristensen, sognepræst i Tranum, der skal bruge 25 procent af sin arbejdstid i den nye funktion.

- Vi mærker, at der er stor efterspørgsel efter kristendommen, og at nogle kommer til at tvivle på deres tro på grund af det, de har oplevet, siger han.

John Kristensen har igennem længere tid arbejdet med området og har lige nu to iranere og en egypter til dåbsoplæring i præstegården i Tranum.

Men der er også andre ting, som asylansøgerne ønsker af kirken, fortæller Søren Dalsgaard, asylkoordiantor i Folkekirkens Asylsamarbejde.

- Vi oplever generelt en stor søgning. Det gælder både til gudstjenester og kristendomskurser, men også alle mulige sociale aktiviteter, siger han.

Han fortæller, at kirkerne har været engageret i form af græsrodsbevægelser igennem længere tid, og at man også trænger til en mere organiseret indsats.

- Det er især en stor opgave for den lokale sognepræst at skulle håndtere opgaven oven i det arbejde, præsten allerede har. Derfor er der behov for at afsætte særlige ressourcer til opgaven, siger Søren Dalsgaard.

Den anden nyvalgte asylpræst er Birgitte Rosager Møldrup fra Haderslev Stift.

  • Print
  • Del artiklen: