Foreninger skal drives som virksomheder

Foreninger skal i højere grad drives som virksomheder for at sikre udvikling og gøre det nemmere for de frivillige.

Flere krav til foreninger gør, at de skal drives mere som virksomheder. Det skal blandt andet ske for at gøre det nemmere for de frivillige i foreningerne.

Det mærker man hos DGI Nordjylland, som for andet år med støtte fra Spar Nord Fonden hjælper foreninger til at udvikle sig. Det gør man gennem forskellige kurser.

Biersted IF er en af de foreninger, som fik hjælp sidste år, og ifølge bestyrelsesformand, Jesper Christensen, var hjælpen vigtig for foreningens udvikling.

- Det har været nødvendig for at komme videre, og for at komme dertil, hvor vi er i dag. Vi fik det nødvendige indspark og en anden vinkel på vores forening, siger han.

Konsulent fra DGI, Helle Glyø, fortæller, at det i dag forventes at foreninger drives mere som virksomheder.

- Vi går ind og hjælper foreningerne og giver dem værktøjer til at løse forskellige problemstillinger, som de ikke kan undgå som foreninger i dag. Det er blandt andet krav fra det offentlige og kommunerne, siger hun.

I år tilbydes projektet ”Stærk i forening” i Nordjylland, Østjylland og Midt- og Vestsjælland. Spar Nord fonden har givet 300.000 kroner til projektet.

  • Print
  • Del artiklen: