Forsker: Arbejdsgivere skal tvinges til at oprette praktikpladser

Det ikke nok, at erhvervslivet opretter nye praktikpladser frivilligt, mener arbejdsmarkedforsker Henning Jørgensen.

Christopher Larsen er i øjeblikket i skolepraktik, men ville hellere have en læreplads. (Foto: Katrine Seier © DR Nórdjylland)

Mange millioner kroner bliver brugt på kampagner for at dreje de unges interesse over mod erhvervsuddannelserne og skaffe flere praktikpladser.

Men alligevel mangler omkring 12.000 danske unge en praktikplads inden for erhvervsuddannelserne, viser tal fra Undervisningsministeriet.

Tallene fra juli 2017 dækker over elever, som er i skolepraktik og elever, som er praktikpladssøgende.

Derfor er det ikke nok, at erhvervslivet opretter nye praktikpladser frivilligt, mener Henning Jørgensen, professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet.

- Frivillighed duer ikke. Det er nødvendigt med tvang overfor arbejdsgiverne, siger han.

Kampagner for erhvervsskolerne

Eksempler på aktuelle kampagner:

  • 75 millioner kroner fra Nordea-fonden er afsat over de næste tre år til projekter, som skal gøre det mere cool at være faglært håndværker.
  • 3F kører i øjeblikket en web-kampagne kaldet lærlingeløftet.dk med en underskriftindsamling.
  • Region Nordjylland vil bevillige 5,3 millioner til en kampagne for de nordjyske erhvervsskoler.

Kilder: Nordea-fonden, 3F og Region Nordjylland

Ifølge Henning Jørgensen har der været mange informationskampagner, som også har været underbygget af et økonomisk incitament overfor virksomhederne, men det har ikke virket. Derfor skal man gå længere end det.

- Der skal være en social klausul, som siger, at virksomhederne skal oprette praktikpladser for eksempel i forbindelse med et offentligt udbud, siger han.

Det forslag får også politisk opbakning fra Thorsten Gejl, der er folketingsmedlem for Alternativet.

- Vi kan jo ikke blive ved med at lave kampagner. Hvis virksomhederne ikke selv vil tage det ansvar, så ser jeg gerne, at vil laver uddannelsesklausuler, siger han.

Det er dog ikke alle, som mener, at tvang er den rigtige løsning.

- Det er jo for eksempel ikke holdbart at tvinge virksomheder, som har en tom ordrebog i en lavkonjunkturperiode, til at tage elever, siger Richard Fynbo, direktør i Fynbo Foods og formand for Dansk Industri i Vendsyssel.

Ifølge ham vil det altid gå op og ned med antallet af praktikpladser, og vi bevæger os i øjeblikket mod bedre tider.

Christopher Larsen er tømrerelev ved Techcollege Aalborg og i øjeblikket i skolepraktik. Han synes også, at muligt tvang overfor virksomhederne kan være en løsning.

- Det kan være smart. Man kunne sætte et antal: For hver tiende svend har virksomhederne én elev. Så kommer vi ikke til at mangle, siger han.

I øjeblikket er der flere informationskampagner i gang for at få flere til at interessere sig for erhvervsuddannelserne. Blandt andet har forretningsudvalget i Region Nordjylland indstillet, at der bruges 5,3 millioner på to projekter.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.