Forslag: Lad varmekunder slippe for elregning

Hos Dansk Fjernvarme mener man ikke, at varmekunderne skal bøde for manglende el-indtægter.

En ekstraregning på 2.000 kroner. Sådan lød den kedelige besked til fjernvarmeforbrugere i Aalborg Kommune i går.

På grund af faldende indtægter fra produktionen af el har man i kommunen valgt hæve prisen på varme.

Men det skal slet ikke være en mulighed at hæve prisen på gyngen, hvis karrusellen svigter, mener man hos Dansk Fjernvarme.

- Jeg synes, det er uheldigt for varmekunderne og fjernvarmesystemet. Vi har brug for konkurrencedygtige og billigere fjernvarmepriser, siger administerende direktør Kim Mortensen.

I Aalborg Kommune valgte man i juni at investere 725 millioner kroner i kraftværket Nordjyllandsværket. Det skete i håbet om, at man kunne holde kunderne fri for en stigning i varmeprisen.

Det projekt er indtil videre mislykket, fordi elpriserne er presset i bund. Men det skal ikke komme varmeforbrugerne til last, mener Kim Mortensen, der foreslår, at elkunderne i stedet indbetaler et ekstra gebyr.

- Simpelthen en betaling for forsyningssikkerheden, som opkræves via elregningen, så det er elkunderne, der betaler for elsystemet, så regningen ikke ender ovre ved varmeforbrugerne, siger han.

Griber politikerne ikke ind, forudser han, at flere kraftværker vil øge prisen på fjernvarme.

For en familie i et gennemsnitshus på 130 kvadratmeter kommer varmeregningen til at stige med 2.000 kroner om året. Det betyder, at forbrugerne i Aalborg skal betale omkring 12.000 kroner i varmeudgifter årligt.

  • Print
  • Del artiklen: