Forslag: Nyt fælles badeflag langs vestkysten

I Jammerbugt Kommune vil borgmester Mogens Gade finde et godt alternativ til det udskældte blå flag.

Flaget skal op. Det skal bare være alt andet end blåt.

Hvis man vil have det blå flag, der viser at stranden er i orden, skal biler og hunde ifølge reglerne forbydes. De rigide regler har ført til utilfredshed flere steder, og nu vil borgmester Mogens Gade (V) i Jammerbugt Kommune i stedet lave sit eget.

Det skal ske i samarbejde med de øvrige kommuner langs den jyske vestkyst, så man får ét fælles flag på hele strækningen.

- Vi skal prøve at finde et fælles koncept, hvor de bureaukratiske ting med, at man ikke må køre på stranden, og hundene ikke må bade, er væk, siger Mogens Gade.

Et flag, der signalerer, at vand og havnemiljøet er i fin tilstand, er fortsat en god ide, mener han. Det er vigtigt for kommunen.

- Men også for vores gæster, så vi får markeret over for dem, at vores badevand og havnemiljø er i orden, siger Mogens Gade.

Hos Friluftsrådet, der står for det blå flag, vil man gerne i dialog med kommunerne. Her mener man nemlig ikke, at det er nødvendigt at finde et nyt flag i stedet for det blå.

- I kommunen kan man jo tilrettelægge det således, at der kan være strande, hvor der kan være hunde, ved at indskrænke den blå flag-strand til at være 100 meter. Så er det ikke noget problem, siger formand Lars Mortensen

Den 29. marts mødes Partnerskabet for Vestkystturisme og Friluftsrådet for at drøfte forslaget om et nyt flag.

  • Print
  • Del artiklen: