Forsvarer i fyrværkerisag: Klient er ikke hovedårsag til ulykken

Den 30-årige sælger af ulovligt fyrværkeri anker dommen for uagtsomt manddrab.

Det var en historisk dom, der faldt i eftermiddag, da en 30-årig mand fra Hobro blev fundet skyldig i uagtsomt manddrab som følge af salg af ulovlige krysantemumbomber.

De kostede nytårsaften 2014 tre unge mænd livet i Himmerland.

- Der er ingen lignende fortilfælde, så derfor har det været svært at afgøre, hvor dommen skulle ligge. Men det er afgørende for anklagemyndigheden, at den blev henført til straffeloven, som den er blevet, siger specialanklager Karina Skou.

Manden er nu idømt fem måneders betinget fængsel, 30 dages ubetinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.

Forsvarsadvokat Rasmus Amandusson ser ingen problemer i selve strafudmålingen, men mener ikke, der er belæg for en dom for uagtsomt manddrab.

Dertil er den 30-årige for langt fra selve ulykkessituationen, som han ikke kan påvirke.

- Der er så mange faktorer, som spiller ind på, at det går så tragisk, som det gør, som ikke har noget med ham (den 30-årige, red.) at gøre. Derfor har vi svært ved at se, at han skal bære hovedårsagen til det, der sker sidenhen, siger han.

Dommen blev af den grund anket på stedet.

- Vi er i så stort et grænseområde, at det er noget, vi skal have flere juridiske øjne til at kigge på, siger Rasmus Amandusson.

De 30 dages ubetinget fængsel har den 30-årige afsiddet under sin varetægtsfængsling.

Dommen faldt ved byretten i Aalborg.

  • Print
  • Del artiklen: