Fysioterapeuter: Det offentlige skal være bedre til at arbejde sammen med frivillige

Danske Fysioterapeuter bifalder det nordjyske "The Back to Life Project", der motiverer og hjælper mennesker, som er blevet invalideret på grund af sygdom eller en ulykke. 

Det offentlige skal være bedre til at samarbejde med frivillige projekter som det nordjyske "The Back to Life Project", der hjalp 42-årige Dorthe Mortensen med at gennemføre et halvmarathon på en "racerunner" efter en arbejdsulykke tilbage i 2008. (Foto: Foto: Privat)

Kommuner og regioner skal være bedre til at samarbejde med private og frivillige projekter, når mennesker med fysiske skader tilbage til livet.

Sådan lyder det fra foreningen Danske Fysioterapeuter, der fremhæver de gode resultater, som det nordjyske The Back To Life Project står bag. Projektet får i dag stor ros i en evaluering fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Hvis en person er kommet slemt til skade og har brug for flere forskellige slags personer fra kommunen, så skal man cykle rundt mellem mange forskellige parter, og der kan projekter som Back to Life være den koordinerende person i det her menneskes liv, siger formand Tina Lambrecht.

The Back To Life Project er et privat initiativ, der støtter, motiverer og hjælper mennesker, som er blevet invalideret på grund af sygdom eller en ulykke.

Projektet startede i 2012 og kørte i første omgang på frivillig basis. Siden har man hjulpet omkring 50 personer videre via faste forløb med fysioterapeuter og personlig træning og yderlige 150 i kortere træningsperioder.

Sidste år fik projektet støtte fra Det Obelske Familiefond, så man i dag har to fuldtidsansatte og en på deltid.

Tina Lambrecht mener, at det offentlige skal bruge den slags frivillige projekter som supplement til at hjælpe personer med fysiske skader.

- Det etablerede system gør jo det, de skal, men fordi vi også ved, der er en begrænsning for, hvor mange økonomiske ressourcer, der er til rådighed i systemerne i dag, så er man nok nødt til at se på, hvordan man kan bruge de frivillige organisationers hjælp, siger hun.

At holde snor i forløb med socialrådgivere, fysioterapeuter, bank, forsikringsselskab med flere kan nemlig være en uoverskuelig opgave for personer med fysiske skader. Det er her, at projekter som The Back to Life Project kan have stor betydning.

- Det kommunale tilbud er flere forskellige, enkeltstående ydelser og tilbud. Jeg tror, at man kommer til at mangle den koordinerende rolle, og det er det, Back to Life kan, siger formand Tina Lambrecht.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.