Greenpeace kritiserer: Nordjysk radioaktivt boreaffald endte på genbrugsstation

Selskabet Total kørte boreaffaldet direkte på nærmeste genbrugsplads.

Der var daglige protester, da Total foretog sine kontroversielle boringer efter skifergas i undergrunden ved Dybvad. Affaldet fra boringen blev kørt på genbrugspladsen. (Foto: Marendine Ladegaard © DR Nórdjylland)

Radioaktivt affald fra skifergasboringen i Dybvad i Nordjylland er blevet afleveret på en offentlig genbrugsstation ved Frederikshavn, selvom dele af det efter reglerne skulle have været deponeret som radioaktivt affald.

Sådan lyder det fra miljøorganisationen Greenpeace, der kritiserer SIS, Strålebeskyttelse i Sundhedsstyrelsen, for at give den franske energigigant Total tilladelsen.

- Det er uacceptabelt, siger klima- og energimedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland.

95 procent af den alunskifer, som Total tog op af jorden ved prøveboringen i Dybvad, indeholdt så meget radioaktivt materiale, at den burde have været håndteret som radioaktivt affald, fremgår det af et svar fra Sundhedsministeriet.

Alligevel fastslår SIS, Strålebeskyttelse i Sundhedsministeriet, der holder øje med sikkerheden, at der ingen strålingsfare er i boreaffaldet.

Chefkonsulent David Ulbech fra SIS forklarer, at selve borekernen fra Totals boring indeholder materiale med højt uran-indhold. Men kernen opbevares af Total, mens det øvrige bore-mudder alene er kørt til deponering.

- Strålingen fra boreaffaldet er så lille, at der ingen sundhedsfare er, siger David Ulbeck.

Affaldet er blev afleveret på Ravnshøj Miljøanlæg nær Frederikshavn.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.