Investorer vil rejse en milliard til bilmekka og 107 meter højhus i Aalborg

Nordjyske erhvervsfolk og arkitekter fra Bjarke Ingels Group har præsenteret planerne for nyt storstilet projekt på havnefronten.

Et ikonisk byggeri der skal rumme en såkaldt 8-talsformet bilremise samt et 107 meter højt tårn med lejligheder kan være på vej i Aalborg.

Syv investorer, der blandt andet tæller erhvervsfolkene Eigild Christensen, Mads Peter Veiby og Jacob Christensen står således klar til at lægge penge til det en milliard kroner dyre projekt, der er tegnet af arkitekter fra Bjarke Ingels Group.

Bilremisen bliver ifølge projektgruppen 'et enestående oplevelsesmekka for alle med interesse i sjældne biler, supersportsvogne og motorcykler' og kommer til at rumme en museumsudstilling med plads til 350 biler samt værksted, restaurant, isbar og eventrum.

Inspirationen er fundet i Stuttgart og Berlin, hvor man tidligere har opført bilremiser med succes.

Tårnet med lejligheder vil komme til at bestå af 28 etager, hvoraf de første syv skal benyttes til parkering.

Med sine 107 højde meter vil byggeriet, hvis projektet bliver en realitet, nå 44 meter højere i luften end Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke, der rager 63 meter op i vejret.

Projektet er på nuværende tidspunkt præsenteret for borgmesteren, rådmanden og stadsarkitekten og skal i første omgang behandles i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Lektor ved Arkitektur og Medieteknologi ved Aalborg Universitet, Lea Holst, kalder projektet spændende, men opfordrer også til grundige overvejelser i forhold til højden på byggeriet.

- Aalborg er en karakteristisk dansk by i fire til fem etagers højde, og når man bygger noget, der er mere end hundrede meter højt, så kommer det til at fremstå som et meget visuelt element i byen. Og der skal man jo være sikre på, at det er det rette varetegn for byen, når det er så i øjnefaldende, siger hun.

Rådmand Hans Henrik Andreasen kalder også projektet interessant, men henviser til, at man blandt andet skal have undersøgt miljøforholdene på grunden, der husede det store lager af bilskrot, der brændte af på havnen i Aalborg sidste år.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.