Jord inddraget til sygehus: Landmand kan ikke komme videre med sit liv

Uvished om erstatning ved sygehusbyggeri i Aalborg gør fremtiden usikker for nu tidligere gårdejer Jens Niss.

I stuen i andelsrækkehuset i Gistrup ved Aalborg sidder den tidligere gårdejer Jens Niss.

Her er han glad for at bo med sin kæreste Helle, men han lægger ikke skjul på, at han savner livet på gården i Aalborg Øst.

- Vi har tag over hovedet, men jeg vil gerne derud, hvor jeg kan få luft om hovedet igen. Der hvor man ikke har naboen tæt på og kan nyde livet og friheden igen, siger han.

45-årige Jens Niss var fjerde generation på den gamle gård, som han overtog efter faren og gerne havde ført videre til den nu 15-årige søn i næste led.

Men sådan kom det ikke til at gå. Sidste forår blev det hele jævnet med jorden, da Region Nordjylland besluttede at bygge et sygehus lige nøjagtig dér, hvor familien Niss havde svinestald, stuehus og marker.

I dag er det hele væk, og Jens Niss er landet i et ubehageligt limbo.

- Det gør ondt, siger han.

Region: Har betalt for meget

Jens Niss har fået udbetalt en erstatning, men får måske ikke lov at beholde den, hvis en retssag rejst af regionen om prisen for jord og bygninger går ham imod.

Jeg kan ikke komme videre i mit liv, før jeg ved, hvad jeg har at arbejde med, og hvad jeg kan gå ud og købe for.

Jens Niss, Tidligere gårdeer

Regionen har hevet ham og seks andre lodsejere i retten, fordi regionen mener, at de har fået i alt 28 millioner kroner for meget for deres jord.

Derfor risikerer Jens Niss at være økonomisk låst i årevis. Grundloven siger, at borgeren skal have fuldstændig erstatning ved ekspropriation, men Jens Niss ved ikke, hvad den ender med at blive. Det forhindrer ham i at købe en ny gård.

- Der er uvished om, hvor meget man får. Hvis jeg skal ud og stifte endnu større gæld i dag, end jeg havde før i tiden, hvordan bliver det så fremadrettet? Det kan jeg ikke svare på, siger han.

- Jeg håber på, at man kan få lavet loven om.

Kan ikke komme videre

Talsmand for alle de utilfredse lodsejere, Jørgen Løgstrup, bakker op. Ekspropriationserstatningen skal fastlægges, inden det offentliges byggerier går i gang.

- Det er det omvendte i den her sag. De bruger penge til arkitekter og planlægning, og når det er færdigt, skal man til at aftale pris. Det er jo modsat af, hvad man ellers gør, siger han.

Lodsejerne fra Aalborg Øst vil nu gå til Folketinget med krav om en lovændring.

Det vil gøre fremtiden lettere for andre, der havner i samme situation som Jens Niss.

- Jeg kan ikke komme videre i mit liv, før jeg ved, hvad jeg har at arbejde med, og hvad jeg kan gå ud og købe for, siger han.

Erstatningssagen rejst af Region Nordjylland kan tage et par år ved byretten og yderligere en periode, hvis den ankes til landsretten.

  • Print
  • Del artiklen: